Vores kultur tror på ydre værdier

Den vesterlandske måde er mindre organisk eller naturlig, men i overensstemmelse med vores trossætninger eller samfundets drøm, som er den gamle betegnelse. Nogle af den vestlige kulturs trossætninger er tydelige: Vi skal hellere være aktive i sport end at sidde og se solen eller månen stå op. Og når vi bliver ældre, er det bedre at gå stavgang end ikke at gå, og når vi bliver gamle (men det bliver vi jo ikke), er det bedre at flette rør i ergoterapien end at sidde og kigge ud over marken – og bedre at gætte kryds og tværs/sudoko end ingenting. Vi skal lade som om: Er vi triste, er det bedre at “lade som om”, vi er glade eller får en øl mere. Er vi fattige, er det bedre at lade som om, vi er rige, og at mærkevaregenbrug sælger godt.

For tiden er det godt at være økologisk og passe på planeten, og det glæder jo de gamle folkeslag. De håber, det varer ved. Vi bruger andre (noget uden for os selv) som målestok. Hvor udtryk som idoler, guruer, trendsættere, kendisser, rollemodeller, mundheld, myter, ordsprog og sange bl.a. kan pege hen imod, hvor vi har vores trossætninger.

Skabelsesberetningen fra Biblen antyder, at vores (patriarkalske) kultur favoriserer det maskuline princip, idet kvinden er et appendix til manden, da Eva blev skabt af Adams ribben. Måske kun en historie, ja – men en del af vores kulturarv, og i mange generationer har der stået religion på skoleskemaet. Det er måske derfor, at det er smart og sexet (?), når kvinder bliver pålagt eller vælger nålestribet dresscode?

“Lediggang er roden til alt ondt!”

“I dit ansigts sved skal du æde dit brød!”

Sætninger som disse mere end antyder, at arbejdsløshedsprocentens størrelse er et relevant succeskriterium på vores breddegrader. Den kristne kirke siger: “Alle er kaldet – få er udvalgt’: Den indianske lære “prædiker”: “Alle er kaldet og udvalgt, men få lytter eller finder modet til at skride til handling. Godt eller skidt? Ja det kommer an på, hvad vi tror på og synes er vigtigt.

Konsekvensen af ovenstående er i hvert fald,at læring er vigtig, uddannelse og en god stilling er vigtig, og så må vi jo starte tidligt i skolen. Hos os er barndommen kort. Så bliver du ung, og det bliver du ved med, eller også lader du som om, og vi har jo mange supportere, såsom plastikkirurgi, fedtsugning, tandblegning m.v. Og så dør du.

Vi mister vores kraft

Hvad har det alt dette med shamanisme at gøre? Svaret er, at vi gør tingene på en bestemt måde i vores kultur, som fører til, at vi langsomt mister vores kraft. Shamanisme kan hjælpe os til at genvinde kraften. Indianerne siger: “En måde at leve livet på er at få kraft, at stå i sin egen cirkel, at have selvrespekt og selvautoritet, at tale sin sandhed, at handle i overensstemmelse med det, man siger (walk your talk):

“Gryden er varm’; sagde indianeren til sin fireårige søn, der nærmede sig lejrbålet med den kogende majs. Med respekt for at drengen gav agt og brugte sine instinkter eller fik den nødvendige lektion i form af en forbrænding.

“At få kraft” betyder ikke at dominere andre. Tværtimod. Ligesom en kampsportsudøver ofte vil vælge at gå baglæns og sige: “Kan vi ikke få en snak? Jeg ønsker ikke at slås” vil en “kriger” inden for det indianske vælge den fredelige, respektfulde vej. Ikke af frygt men ud fra en dyb indre viden om, at vælger man kampen, er det fordi, det er en vigtig kamp.

Vejen til dit ægte selv

At få kraft eller genvinde kraft er at puste støvet væk fra de fodspor, der er lige foran en selv, som er ens egne fodspor, der fører til ens ægte selv. Det, man er født til at være, og det lyder jo meget nemt – bare man har en lungekapacitet som Store Stygge Ulv.

En shaman kan hjælpe. Han (M/K) står med en fod i både den fysiske og den åndelige virkelighed og kan hente kraft, vejledning, kraftdyr og livsanvisninger til dig fra sine “rejser’: Din egen rejse hjem kan du kun selv foretage, men du kan have nogle rejsekammerater. I kan støtte og udveksle, sidde i cirkel og modtage vejledninger sammen. I kan dele og fortælle jeres historier. I kan drømme sammen og holde ceremonier, og langsomt vil en skikkelse måske komme ud af tågen, som er dig selv.

En stor del af min personlige sandhed er, at jeg ikke er indianer eller same. Jeg har kun lidt tysk blod i årerne. Men jeg har et stort ønske om at “become a human being”, som Leon Shenandoah udtrykte det, og som det også siges i filmen “Danser med Ulve”: “Jeg er glad for, at du valgte menneskets vej’:

Shenandoah sagde bI. a.: “You pick your path, and the creator will show you your mission.” Som jeg forstår det, er det min opgave klart og tydeligt at fremsige, hvad jeg står for, og skaberen vil vise mig, hvor jeg kan gøre nytte (være til gavn for menneskene og ære skab ren). Min personlige vej indebærer bl.a., at jeg forsøger at løfte mig op over at være fange af mine instinkter, mine følelser og min historie. At prøve ved hvert skridt, jeg tager, at være oprigtig og anerkende mig selv som et åndeligt væsen og vise respekt for alt levende.

Store ord – men jeg kan prøve, fejle, tilgive mig selv, prøve igen, fejle. En øvelse vi havde på mandekursus med Hawk af the Yellow Wind og Carl Hyatt, var under en timelang meditation at se på, hvem der havde været og stadig var vores rollemodeller. Mine var bl.a. Muhammad Ali (Dance like a butterfly, sting like a bee), John Wayne (den gamle maskuline model), John Cleese og Groucho Marx (crazy humoren), og Johnny Cash (poesi).

Denne øvelse gav mig et meget fint hint om, hvilke roller jeg havde forsøgt at spille i forskellige livssituationer, og også hvor jeg kom fra, hvilken slags menneske jeg er, da det nok ikke var tilfældigt, hvem jeg havde imiteret.

Alle gaver kommer fra Moder Jord. Den naturlige indianske måde formidler jordens sang. Det er livsanvisninger, der er meget gamle, måske som nævnt 15.000 – måske 30.000 år gamle. Indianernes fundament var at leve i overensstemmelse med årets cyklus (en tid til at så, en tid til at høste). At jage der hvor dyrene var, og derfor kunne flytte en hel lejr på ganske kort tid, hvis bisonen drog mod vest.

Så for dem var det nødvendigt at kunne “læse naturen” – herunder vindens retning. Var der frost på vej? Ville regnen snart komme? Det var en nødvendig daglig forudsætning for det fysiske liv.

Deres spiritualitet om at alt er forbundet – at leve med respekt, tag kun, hvad der er nødvendigt, og sig tak og giv f.eks. en offergave – er så det, vi – som vesterlændinge – kan forbinde os med og lære af. Selvom vi ikke er indianere eller eskimoer, kommer alle gaver stadig fra Moder Jord.

Det kan være svært for et barn at forstå, at en playstation og en iphone er gaver fra Moder Jord, og spørgsmål som “hvor vokser mælketræerne?” siger noget om, at afstanden mellem os og jorden bliver større. Den danske shaman, Annette Høst (“Jorden synger”), beskriver så levende, at selvom rødderne og vejen tilbage til det naturlige er sværere at se/finde, så findes de. Og lad det være op til os, der kan forstå og leve de naturlige principper at synge med på Moder Jords sang.

 Walk your talk

Et aktuelt eksempel på et moderne, vestligt menneske, som tør stå frem, vise vejen og “walk their talk” er skuespilleren Peter Mygind, som for nylig har været på TV med sit livsprojekt “Kampen mod Mobning’: Han demonstrerer her indiansk tradition for mellemmenneskeligt samvær: Vi taler med respekt til og om hinanden, uanset hvordan vi ser ud, og uanset hvad vi tror på.

Enhver må forlade cirklen, hvis de ikke kan styre deres negative adfærd og vende tilbage, når de er klar. Uoverensstemmelser bliver ordnet og renset i cirklen eller gruppen, inden de fryser fast til permanente, negative mønstre.

Tak til solen, jorden og vandet

Jeg var for en del år siden til en workshop med den indianske lærer, “Medicine Story”, hvor vi bad en bøn:

Vi takker solen for, at den følger de oprindelige instruktioner: Giver lys og varme og bliver ved med det.

Vi takker jorden for, at den følger sin bane, giver næring og beskyttelse til træerne, dyrene og menneskene.

Vi takker vandet for dets næring og healing.

Og vi beder til, at menneskene må finde de oprindelige instruktioner og leve efter dem.

Lad mig afslutte med den – måske velkendte – historie om ulvene: En gammel cherokeeindianer fortalte sine børnebørn følgende:

”I ethvert liv er der en frygtelig kamp, en kamp mellem to ulve. Den ene er ond: Den er frygt, vrede, misundelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed, nag og bedrag. Den anden er god: Glæde, ydmyghed, tillid, gavmildhed, sandhed, blidhed og medfølelse”: Et af børnene spurgte: ”Bedstefar, hvilken ulv vinder?”.

Den gamle så ham i øjnene og svarede: ”Den, du fodrer”.